Den mængde fokus der har været på mobning på det seneste, grundet en ung pige i alle nok kender til, nemlig Amanda Todd som begik selvmord, har fået en masse mennesker over hele verden til at stå frem med deres historie. Personligt, blev jeg inspireret af den danske sort/hvid blogger “And The Black” også kendt som Lærke og vil nu også stå frem med min oplevelse med mobning.

Jeg har altid været en utrolig usikker pige. Meget naiv, godtroende, svært ved at sige fra, følelsesladet  & så det bedste i alle mennesker. Det perfekte offer for mobning! Udover det er jeg meget speciel, jeg er ikke en type der kan omgås alle slags mennesker, jeg er anderledes, har en anderledes form for humor en størstedelen har, jeg tør godt skrive under på jeg er en sær person, jeg elsker mig selv for den jeg er, og det gjorde jeg også den gang, jeg var aldrig bange for at vise hvem jeg var tilbage i folkeskolen. Men alt hvad der er anderledes, vil altid blive set ned på i andres øjne.  Min mor havde heller ikke råd til at jeg kunne gå i de mærkevare, som alle gik i fra da jeg gik i folkeskolen, og det gjorde mig jo bare 10 gange mere anderledes end jeg allerede var. Selvfølgelig ville jeg ønske jeg havde råd til at iføre mig det der var på mode dengang, men i sidste ende betød det ikke så meget for mig, som det ville gøre den dag idag. Jeg gik op i at være glad, og være omkring mennesker der kunne få mig til at grine, hvilket min klasse gjorde. Jeg var heldig, at have en rigtig god klasse. Selvfølgelig havde vi vores problemer i folkeskolen! Børn kan være rigtig stride, men vi havde bare et anderledes sammenhold. Jeg har ingen kontakt til min gamle klasse den dag idag, jeg har aldrig 100% passet ind og vi er for forskellige. Men jeg er evig taknemmelig over min opvækst med dem.

Desværre var det de andre klasser, og de ældre klasser såvel som de yngre der gik efter mig. Jeg var bange for at gå på gangen gennem det meste af mine folkeskole tid, fordi folk de ville vende sig om og kigge efter mig. Råbe modbydelige ting. Spænde ben. Tale grimt om mig og grine højt og ondskabsfuldt. Det gjorde mig utrolig paranoid, og jeg følte alle gik efter mig. Jeg sad ofte grædende på toilettet. Det var mit gemmested når jeg skulle have et pusterum. Ellers så løb jeg hjem. Jeg husker en episode, hvor en af de ældre piger bankede på min dør. Jeg var lige kommet ud af badet, og åbnede vinduet for at spørge hvad de ville. De spurgte om jeg havde lyst til at være sammen med dem, gå sammen med de populære i skolen, alt jeg skulle udsættes for var onde ritualer & ydmygelser som jeg skulle bestå for at blive godkendt. Som jeg sagde tidligere, har jeg altid stået fast i hvem jeg var, selvom jeg var en usikker pige, selvom jeg stadig er usikker. Så var det ikke noget jeg ville være en del af. Jeg husker jeg sagde til min mor, at jeg hellere ville være alene, og hadet for hvem jeg er, end elsket for at være en anden. Men fra folkeskolen har jeg glemt de fleste episoder. Jeg kan svagt huske min folkeskole tid. Jeg lukker automatisk af for alle de dårlige ting i mit liv.

Folkeskolen er fortid. Vi er alle blevet ældre, og jeg har tilgivet alle de modbydelige ord jeg har fået smidt efter mig. Jeg smiler hvis jeg ser dem på gaden, spørg hvordan det går. Men selvom folkeskolen er fortid, går jeg stadigvæk igennem online mobning bla over Twitter & Formspring. Jeg bliver kaldt for fed, ulækker, ønsket død op til flere gange, at jeg fortjener at blive voldtaget. Ord de gør rigtig ondt, og det er svært at beskrive den følelse der går igennem kroppen på mig når jeg læser de beskeder jeg ofte får. Jeg tager det hele til mig, ord for ord. Jeg tror ofte stadig jeg ikke er god nok som den jeg er. Jeg tvivler på mig selv. Fortryder de ting jeg har opnået. Men jeg har lært at acceptere at med de drømme jeg har, de drømme jeg forfølger, vil der altid være folk der er misundelige. Hvis folk de får det bedre af at mobbe mig, i stedet for at gå efter deres egne mål, hvis de virkelig gider bruge deres energi på mig, så må de med glæde, jeg er næsten smigret.

MANGE børn, unge, såvel som voksne har selv været med til at mobbe, men tør ikke indrømme det, måske ikke overfor dem selv, eller overfor andre. Størstedelen af folk der mobber, er også usikre på dem selv, og har derfor brug for at pege andre’s fejl ud, for at føle de er gode nok. Eller mobber for at virke sej, så de kan “passe ind” i mængden. Men ord de skær dybt, og selv om du måske ikke kan se det bløde, betyder det ikke at det ikke gør ondt. Man kan fuldstændig ødelægge en person. Tag Amanda Todd som et eksempel! Vi alle begår fejl i livet, men at tage det så langt ud, så hun til sidst begik selvmord? Sandheden er, at i sidste ende, var det mobningen der slog hende ihjel. Og nu sidder de mennesker, der var delvis med til at tage livet fra hende, med helvedes meget skyldfølelse. DET kan måske være dig en dag, hvis du er en del af den mængde der mobber.

Så jeg håber virkelig, vi alle vil tænke os en ekstra gang om, inden vi måske bagtaler hende den tykke pige på Mcdonalds vi faktisk ikke kender, samtidig udenmærket godt ved at hun kan høre det, fordi vi kender ikke hendes historie, hendes fortid, hvad hun har gået igennem, og om det måske er det sidste skub der skal til, før hun ender sine dage?

Til alle der bliver mobbet, selv om det er det mindste. Så stay strong! Jeg overlevede. Lærke overlevede. Og selvom det måske godt kan virke dumt og nytteløst at leve, eller holde sig stærk, selvom du måske har lyst til at lægge dig til at sove, og aldrig vågne op igen, så kan du godt klare presset på dine skuldre, for i sidste ende er deres ord, bare tomme ord. Og i slutningen, er det DIG der vil være på toppen af bjerget, og kigge ned på alle de mennesker der tvivlede.